Basic Diabetes
Vågnede i morges op med en blodsukker på 2,4 mmol/L. Det er rigtig lavt, og meget ubehageligt. Heldigvis havde jeg en brikjuice ved min seng og en plade Lindt Excellence chokolade til at få det op. #GoderneVedLavtBlodsukker
Det er min oplevelse, at rigtig mange ikke helt forstår, hvad Diabetes går ud på, og derfor kan man med tiden få rigtig mange sjove og åndssvage kommentarer med på vejen fra folk, der tror de har styr på det. Jeg er af den opfattelse, at folk ikke gør det af ondskab eller dumhed, men simpelthen af mangel på oplysning. Derfor kommer der lige et lille Diabetes 101-kursus her.
DIABETES 101
- Der er forskel på Type 1 Diabetes og Type 2 Diabetes. Jeg har Type 1. Jeg indrømmer, at viden om Type 2 ikke er min stærkeste side. Jeg har derfor allieret mig med Diabetesforeningens hjemmeside:
Jeg vil selvfølgelig beskæftige mig med Type 1, da det er den jeg har.
- Den slags medicin jeg tager hedder insulin. Det er den samme slags en ikke-diabetikers bugspytkirtel producerer. Jeg får to slags, den ene hedder Lantus og er langsomtvirkende - det vil sige, den lægger sig som en base, der holder det meste af døgnet, og sørger for, at jeg altid har insulin i kroppen. Den tager jeg til natten. Den anden hedder Novorapid, og det giver lidt sig selv i navnet rapid, at den er hurtigtvirkende. Det er denne insulin jeg tager, når jeg skal spise noget, eller hvis jeg skal korrigere mit blodsukker, og få det til at være lavere.
- Type 1 Diabetes er det, der kaldes en autoimmun sygdom. Det betyder, at kroppen har angrebet sig selv, og bugspytkirtlen, og det er derfor, at bugspytkirtlen ikke producerer insulin mere. Man ved ikke, hvorfor kroppen gør dette mod sig selv, og man har endnu ikke fundet en kur.
- En ikke-diabetikers blodsukker ligger stort set altid mellem 4-8 mmol/L. En diabetikers blodsukker kan til gengæld stige til helt op til 40-50 mmol/L. Grunden til at ikke-diabetikeres blodsukker ligger så pænt, er fordi jeres bugspytkirtel selv sørger for insulinproduktionen, og giver jer præcis den mængde insulin, der skal gives til det i spiser. Jeg skal selv tage insulinen med min sprøjte - hvis jeg ikke gør det, er det at mit blodsukker kan komme så højt op.
MISFORSTÅELSER OMKRING DIABETES T1
MYTE: "Du fik Diabetes, fordi du spiste for meget sukker."
FACT: Nej. Faktisk, da jeg fik sygdommen konstateret, havde jeg levet uden sukker, kage, chokolade - you name it - i 2 år pga. min "badmintonkarriere". Som sagt, er der ingen der ved, hvorfor man får Type 1 Diabetes - men for meget sukker er IKKE grunden. Det skal dog siges, at Type 2 bliver kaldt en livsstilssygdom, og hænger ofte sammen med dårlig livsstil i form af for meget sukker, for lidt motion osv.
MYTE: "Når du har Diabetes, må du ikke spise sukker."
FACT: Faktisk må jeg spise ligeså meget sukker, kage, chokolade, slik osv. som alle andre - jeg skal bare huske at tage min insulin til det. Præcis ligesom din krop selv sørger for at du får insulin til det du spiser.
Selvom Diabetes også i daglig tale kaldes "sukkersyge", så har det altså ikke noget at gøre med, at vi ikke kan tåle sukker :-) Spread the word.
Man skal generelt som Diabetiker lægge øre til mange mærkelige kommentarer og prøve at se bort fra de blikke man får, når man spiser som alle andre.
MANGE MENER...
- ... at Diabetes T1 er nemt at behandle. Man tager bare insulinen, og så kan man gå en hel dag uden at tænke mere over det.
- Desværre er det ikke således. Gid det var så vel! At have en velreguleret Diabetes er ét stort regnestykke. Der skal måles blodsukker, tages forbehold for det blodsukker, tælles kulhydrater inden man spiser, tage insulinen, der passer til det kulhydratindhold, der er i maden og det blodsukker, man lige målte. Og hvis du har dyrket motion dagen inden - jøsses, dette skal også tages i betragtning, da motion kan sænke blodsukkeret en hel del, og kan have betydning for, hvor meget insulin man skal tage.
Det er desværre ikke bare at tage insulin og så chille resten af dagen.
- ... at de viser en form for empati ved at fortælle diabetikere om deres gamle moster Agnete, der har fået amputeret 7 tæer og den ene arm pga. sin Diabetes.
- Som Diabetiker er man skræmmende meget klar over de følgesygdomme, der er ved sin Diabetes, men vi kæmper virkelig en kamp for at få vores liv til at være så normalt som muligt. Så selvom jeg tror på, at det bliver sagt i bedste mening (at vi skal passe på os selv, og at I godt kender til sygdommen pga. moster Agnete), så er det ikke lige helt, hvad man har brug for at høre.
Lige afsluttende vil jeg sige, at jeg er af den opfattelse, at der er ingen der vil mig eller andre diabetikere noget ondt med deres spørgsmål. Diabetesverdenen kan godt blive lidt indædt, og man kan godt komme til at blive sure på omverdenen, fordi den ikke forstår ens sygdom. Jeg tror på oplysningens magt, og at der mangler generel viden omkring Diabetes i verden, samt at folk ikke har onde hensigter. Derfor er dette indlæg skrevet i den mest positive forstand og med henblik på at oplyse folk en smule om, hvad Diabetes går ud på.
Hvis der er nogle spørgsmål, skal I endelig skrive til mig. Jeg vil hjertens gerne besvare alle spørgsmål :-)
Slutteligt kan I læse nogle "sjove" (for diabetikere er det sjovt) kommentarer, danske diabetikere har fået med på vejen igennem årene.
"Det vokser de vel fra?"
"Så skal de vel kun spise frugt."
- Sagt om 14-årige tvillinger med Type 1
"Har du Diabetes? Jamen du er da slank..."
"Du har bare Diabetes, det er jo nemt. Det er bare insulin, og så er der ingen problemer."
"Hvorfor måler du blodsukker flere gange om dagen? Det gør min moster Helga ikke." (Moster Helga har nok type 2)
"Nå, har du fået pumpe. Hvor dejligt. Ja så styrer den jo bare det hele. Så kan du jo leve som alle andre."
(Ved lavt blodsukker) "Har du husket at tage din medicin?"
"Det er jo heldigt at det er en sund sygdom."
"Der findes 2 typer T1, en man vokser fra og en man ikke gør. Det kan jo være han har den man vokser fra." (Sagt af en farmor).
Folk er søde, og det er ikke sagt i ond mening selvfølgelig. God dag derude :-)